¹ Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.

² Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?³ Nej, alle øver I Uret paa Jord, eders Hænder udvejer Vold.⁴ Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.⁵ Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre⁶ og ikke vil høre paa Tæmmerens Røst, paa den kyndige Slangebesværger.⁷ Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;⁸ lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.⁹ Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbaarent Foster, der aldrig saa Sol.¹⁰ Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.

¹¹ Den retfærdige glæder sig, naar han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;¹² Og Folk skal sige: »Den retfærdige faar dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer paa Jord!«